Filmkonkurrence – om kvindelige nørder
Siden marts 2008 har jeg været involveret i et projekt kaldet “Lykkelig i Nørdland”. Projektet er Dorte Tofts, journalisten som de fleste kender som Stein Baggers og it-Factorys banemand (eller rettere banekvinde). Dorte har arbejdet på at skrive en bog om kvindernes fravalg af de naturvidenskablige fag herunder it, forskningen om denne kønsfordeling og hun præsenterer i bogen nogle seje kvindelige forbilleder, som valgte de naturvidenskablige fag og er lykkelige i nørdland. En af disse fantastiske kvinder er min veninde fra datalogistudiet, som jeg også skrev om til Ada Lovelace-dagen.
Jeg har været så heldig at være involveret “bag scenen” til denne bog; bogen har nemlig også en blog og som noget nyt har vi fået en online tv-kanal på benene. Jeg har stået for teknikken på begge sites og er især meget stolt over resultatet på tv-kanalen, som jo ellers var noget nyt for mig at arbejde med. Tv-kanalen er bygget på 23videos platform – en alt andet end gratis platform, men i forhold til hvad jeg ellers har set af videoplatforme, så er det pengene værd (hvis man har dem i budgettet). Godt nok sætter CMS’et bag nogle begrænsninger op og også et par som jeg ikke er så vild med, men til gengæld kommer man i gang rigtig hurtigt. Hvis man f.eks. har en event som en konference eller lignende, hvor sitet ikke skal vedligeholdes i mange år efter eller har alt for mange forskellige ikke-tekniske redaktører, så vil jeg helt sikkert anbefale 23video. Styrken er leveringen af et brugbart produkt hurtigt uden de store besværligheder, svagheden er i administrationsdelen, som halter lidt på brugervenligheden og opdeling af sideindhold og sideudseende.
Men dette blogindlæg skulle ikke være en anmeldelse af 23videos produkt, men snarere en opfordring til at følge Dortes projekt: Bogen udkommer d. 9 november, så skynd dig at købe den, du kan tage en facebooktest, som giver dig adgang til et kapitel af bogen afhængigt af resultatet, smutte ind på bloggen og deltage i debatten og du kan vinde 25.000 på at vinde videokonkurrencen.
Filed under: blogging